Blinkende dioder
Med et fast håndtryk og et varmt smil, bliver jeg budt velkommen ved hoveddøren. En hoveddør der i bedste New Yorker Studio-stil, åbner direkte ind i stuen. Jeg takker, gengælder smilet og træder ind i et rum, der mest af alt ligner et cockpit fra Boeings sidste nye skrig af en jumbojet, og knap så meget den stue i et privat hjem, der også er tale om. Centralt i rummet er placeret et seks personers spisebord, men i stedet for tallerkner, kopper og anden service, er det en overflod af blinkende lamper og et regulært inferno af ledninger, der møder øjet.
Kaffe og middelmådighed
Jeg har sat lydkunstneren og jazzguitaristen Mute State i stævne, til en snak om kunst og skabertrang. Mute State, der lyder det borgerlige navn Tao Højgaard, har siden karrierens begyndelse i slutningen af 90’erne, været en kunstner der, med sine mulige og umulige projekter og obskure eksperimenter, kun svært har ladet sig kategorisere.
Leopard og mælkeskum
Vi entrer køkkenet i den lille klassiske nørrebrolejlighed. Espressokanden på komfuret tilkendegiver, at vandet nu er beriget og ophøjet til den krea-benzin, som både virkeligheden og klichéen byder den kreative at elske. Den analoge mælkeskummer får også kærligheden at føle, og med præcision, behændighed og dedikation præsenteres jeg for en kop kaffe, som ingen ungarbejdende barista kunne have tilvirket bedre. ”Middelmådighed gør mig trist, ja nærmest aggressiv, alt efter dagens grundhumør”
Tilbage i stuen anvises jeg en lænestol betrukket med iltert leopard-velour. Gulv og vægge har måske nok set bedre dage, og beboerens ordenssans må være noget selektiv, men en hyggelig stue uanset. Der er grønne planter i vindueskarmen, bøger i bogreolen og bunker af musikmedier fra tidligere årtier i hjørnerne.
Med mælkeskum på både næse og overlæbe stiller jeg mit første spørgsmål, der lidt forsigtigt har til hensigt at afklare hvad der driver en kunstner frem. Trods min intenderede forsigtighed, får jeg alligevel en reaktion som havde jeg trådt en kat på halen.”Hvad der driver en kunstner frem?
“Huh, du ku´ ligeså godt ha´ spurgt mig om, hvad selveste meningen med livet er, for det der driver en kunstner frem, er livet selv, eller måske snarere en forundring over livet – ikke nødvendigvis en konkret udtalt forundring, men en stemningsmæssig forundring, som man hele tiden selv søger at besvare”
Svaret overrasker mig egentligt ikke, for qua min indledende research om kunstneren, musikeren og mennesket bag Mute State, stod det mig tidligt klart, at der her er tale om et tænksomt menneske, der interesserer sig ligeligt for at bryde grænser, og at reflektere over deres natur.
Forceret kontrol og andre bandeord
Inspireret af titlen på Mute State´s 2015 album ”Unfamiliar and Curiously Alien”, stiller jeg mit andet spørgsmål, der går på kunst versus håndværk. Spørgsmålet falder tilsyneladende i god jord, for Tao springer op fra sofaen og optager myndig stilling foran bogreolen, med brillerne hængende på den absolut yderste næsetip.
Som nok enhver anden skribent, bød nysgerrigheden mig (som noget af det første) at skimme bogreolen for ethvert hint om det menneske, i hvis stue jeg befinder mig.
Førnævnte selektive ordensans sprang mig i øjnene. Jeg så bøger om ægte ninjaers hemmeligheder, der stod der side om side med skønlitterære klassikere, opslagsværker, kogebøger, en bog om blomsterdekoration og ikke så få filosofiske værker. Alt i alt en bogsamling der vidner om et mildest talt sammensat menneske.
Med opstilling foran bemeldte bogreol, stadig med yderligt hængende designerbriller, finder Tao, eller Mute State, en bog frem med titlen ”Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift Til De Philosophiske Smuler”. Bogen er forfattet af Søren Kierkegaard engang i 1846, og omhandler Kierkegaards syn på religiøsitet.
Der bladres lidt frem og tilbage akkompagneret af en næsten uhørlig mumlen.”Jo kunst versus håndværk spørger du – kunst for kunstneren er ikke usammenlignelig med tro for den troende. Her i onkel Sørens lille ”røde” skriver han om troen, og at den bliver til fundamentalisme i det øjeblik, at man mener at vide – kunsten for kunstneren er lidt på samme måde. I det øjeblik du skaber med kunst som mål, synes kunsten at forsvinde og lade det forceret kontrollerede stå tilbage. Ligesom Kierkegaard, må kunstneren springe på hovedet ud i de 70.000 favne vand”
Fjerboaer, kunst og underholdning
Vi skyller bogstøv og filosofiske smuler ned, med en tår af vores kaffe.
”Hvad enten man er udøvende badutspringer, ballerina eller provokunstner, så er det først når der er noget på spil, at håndværk løfter sig fra håndværk til kunst. Noget der er kunstfærdigt og dygtigt udført, kan højst kvalificere til at underholde, for kunst vil mere, man kan sige at en kunstners fineste opgave er at få sit publikum, eller bare et enkelt individ blandt dem, til at tænke en ny tanke”
Jeg udvider mit spørgsmål til at omhandle skabelsesprocesser, og om hvorledes man tager springet fra klassisk jazz med sangerinder på flygelet, til obskur lydkunst, mærkværdige installationer og avantgardistisk minimalisme.
”Det periodiske system består af små halvfems naturligt forekommende atomer, og af dem er hele universet skabt, det vestlige musikalske system har 12 skallede toner, og af dem er 99% procent af den musik du lytter til skabt – med andre ord alt er i en eller anden forstand skabt af det samme. Når jeg spiller oldschool jazz med sangerinder, fjerboaer og flygeler, skaber jeg ”fra det samme sted” som når jeg komponerer til en film, eller skaber en lydinstallation. Man kan også sammenligne med et debatpanel. Hver enkelt deltager i panelet har sit sprog og sine værdier, og uanset emnet, diskuterer man som sig, men i relation til både emne og sine meddebattører.”
The real deal
Vi afbrydes kortvarigt af sirener og anden lydlighed, fra den temmelig nærliggende Nørrebrogade. Sirenen fortager sig, men qua dens insisterende og bekendte hylen, er vores fælles opmærksomhed rettet mod det lydlandskab, der toner ind igennem de, i sensommervarmen, åbne vinduer. Vi sidder tavst og lytter… længe.
”Ha, du hørte det også – du hørte også den abstrakte historie der netop susede ind ad vinduerne, og i et øjeblik satte os i en forunderlig stemning. Foranlediget af noget vi vidste hvad var, fik alle de andre lyde, om det så var naboens rummesteren eller linje 5Cs snurren, os til at være et andet sted i et øjeblik, eller i hvert fald ”samklinge” vores bevidsthed med den omkringliggende struktur, alene faciliteret af lyde – og det er præcis det, jeg leder efter med mine elektroniske realtime kompositioner, guitaren er dét velkendte element, der ligesom speakeren i et naturprogram fra BBC, tager publikum i hånden og bevæger sig farefulde andenverdslige steder hen, steder man måske ikke var gået hen af sig selv, havde man ikke haft en tryghedsguide. En tryghedsguide der i første omgang respekterer vanetænkning, men langsomt overlader lytteren til sig selv, der forhåbentligt finder beriget hjem igen. Her har genre ingen relevans, men alene overgivelsen til præmissen og de berømte (eller famøse) 70.000 favne vand.”
Et skælmsk smil breder sig, vi ler. Kunstneren i knap så tavs tilstand, må have fulgt mit blik, for han rejser sig pludseligt op og indtager den plads der tydeligvis er et hjem i hjemmet; det kraftigt blinkende cockpit.
Beam me up, Scotty
Guitaren slynges nonchalant på plads i jazzposition (helt oppe under hagen, ulig rockmusikeren der typisk ynder instrumentet hængende, i behørig sikkerhedsafstand langt under navlen)
Et par hurtige, men tydeligvis ikke tilfældige, tryk på nogle knapper, et par drej på nogle andre, et par toner slås an på guitaren og langsomt toner der sig en sky af lyd ud i rummet.
Skyen fortsætter, tilsættes flere lydskyer, et par fragmenter af guitarmelodi bryder ud, for igen at fortone sig i et ekko. Et ekko der øjensynligt må være blevet optaget, for det gentager sig igen og igen, en gentagelse der antyder rytmik, en rytmik der så igen bearbejdes fra ren antydelse til et full blown beat, med en klar puls. Alt sammen synes at opstå ud af hinanden, uden nogen klar afgrænsning imellem hvornår én lyd starter og en anden slutter, en trinløs dynamisk udvikling der snart giver reminiscenser til rumeventyr, snart til hiphop og andre urbane genrer, for igen at fortabe sig i en minimalistisk knitren, kun kommenteret af en nordisk klingende jazzguitars varme indbydende ro.
Opbygningen er langsom og kontinuerlig, og det er aldrig tydeligt hvor meget der opstår i øjeblikket, og hvor meget der er planlagt. Seancen varer cirka ti minutter, og da den sidste lyd fader ud, sidder vi i bemeldte tavse tilstand. Den tilstand hvor man lytter bedst, eller er mest modtagelig… den tilstand man på engelsk kalder Mute State.
Ib von Klinken København 4-9-2017
